sagaerne, følger dog ikke deraf, at denne slags lofter vare sjeldne. Tvertimod maa de have været sedvanlige; thi var der først forstue og kleve, saa fulgte loftet af sig selv[1]. Vi træffe det derfor endnu i flere stuer, som ere eller have været røgstuer eller overhovedet rotstuer d. v. s., hvor rummet i den større stue er aabent til taget: saaledes i Østerdalen[2], paa Søndre Raudland i Numedal, Stedje i Dale i Søndfjord og Kvestad i Setersdal. I den sidste stue kalles det skjentile, der er en forvanskning af skjaldþili eller gulvet over tverbjelkerne, medens det loft, som finnes i nystuen og strækker sig over hele denne, bærer samme navn, som vi traf ovenfor i Grettis saga, svemnlopt (soveloft). – Hvorledes opgangen til loftet var, omtales ikke i de gamle skrifter. Man kan da her tænke sig 3 maader: enten som i Østerdalen ad en stige fra den store stue gjennem en døraabning i den mod stuen vendende gavlvegg, eller ad en trappe fra forstuen (Søndre Raudland) eller fra kleven (Østerdalen, Stedje, Kvestad). Det første er ikke rimeligt, da det i saa fall ej vilde undgaaes, at røgen fra stuen trængte sig ind gjennem døren paa loftet; i Østerdalen er der vel at merke ikke røgstuer. Derimod skulde jeg være mest tilbøjelig til at lægge trappen op til loftet fra kleven. – Mulig har man undertiden fortsat veggen mellem kleven og forstuen helt op, saa at loftet er blevet delt i to. Det heder nemlig i Grettis saga kap. 19, at husmoderen paa den der omtalte gaard i Harham paa Søndmøre, for at Grette i den mørke nat kunde
- ↑ Det gik i Norge ogsaa under navn af þref eller, som endnu tildels (jfr. Iv. Aasens Ordbog og Eil. Sundt’s Bygningsskik s. 106), ramr, saaledes „trev over forstuen“ ved 1314 paa Hval i Sogndal (D. Norv. VI. 79), ved 1341 i Kraakstad (anf. st. I. no. 275), ved 1390 i Aaslo (sammest. V. no. 342) og „ram over forstuen“ ved 1389 paa Jeløen (sammest. 340).
- ↑ Eil. Sundt anf.
