I „Smaating om oldnordiske Digte og Sagn“, indtagne i den danske historiske Forenings Historisk Tidsskrift, tredje Række, 6te Binds Side 226–284, yttrer Dr. E. Jessen Side 256 blandt andet følgende: „Ved Hjælp af Navnene har man for længe siden godtgjort, at Völsunge- og Gjukungesagnene er laant fra Tydskerne“. Vist er det ogsaa, at Paastanden derom forlængst er fremsat og dens Rigtighed søgt godtgjort derved, at naar man kun med Opmærksomhed læser den nordiske Fortælling deraf, „so wird ein beträchtlicher theil der namen nnd des inhalts unnordisch erscheinen“. Men om dette ogsaa er lykkedes, derom maa det vel være tilladt at tvivle, saafremt de Grunde, hvortil man har støttet Paastanden, ved nærmere Undersøgelse ville findes ikke at holde Stik, – og dette er det, jeg i følgende Linjer i Besynderlighed for Navnenes Vedkommende haaber at kunne vise.
Det første Navn, som J. Grimm paa det nævnte Sted fremhæver som „eine im Norden selbst ungebräuchliche benennung“, er Sigi eller Siggi. At dette Navn ikke har været brugt i Norden, følger dog ingenlunde deraf, at det ikke forekommer i de til den gamle nordiske Literatur hørende Skrifter, som ere os levnede. Thi som det er naturligt og let forklarligt, at Ord, som have tilhørt vort gamle Sprog, ikke
