kunde være hentet derfra. Niflungar skulde ogsaa efter Munch i hans Beskrivelse over Norge i Middelalderen Side 179 være Gaardens gamle Navn, og da har det sandsynligvis først været tillagt de udenfor liggende Skjær, men derfra senere været overført paa selve Gaarden.
Et andet Bevis for Völsungasagnenes Hjemlighed og Ælde i Norge ligger vel ogsaa deri, at billedlige Fremstillinger af derfra hentede Æmner ere opdagede paa flere gamle Kirkebygninger i Norge[1], ligesom deslige ogsaa forekomme i Sverige[2].
I Forbindelse med hvad her er bemærket om norske Stedsnavne, hvori indeholdes Personnavne, som forekomme i Eddadigtene eller Völsungasagnene, skal jeg tillige benytte Lejligheden til at henlede Opmærksomheden derpaa, at der ogsaa udenfor de bekjendte Tilfælde, hvori et Stedsnavns første Del udgjøres af en Guds eller Ases Navn sat i Genitiv, kan paavises adskilligt, hvorved vi mindes om vore Forfædres Gudelære. Saaledes nævnes der Kallsk. 43b en Gaard ved Navn Ásgarðr, DN. V, 213 (jvf. 263. 369) en Gaard, der heder Ymishaugr, Kallsk. 28b. 29a en Gaard Ýdalir; og skulde ikke Lidskjalg Kallsk. 79a være = Hliðskjalf?
