give for så stor sum, han vilde.[1] Kreditor var endvidere berettiget til at tage sin insolvente debitor i skyldtrældom, hvis ikke hans frænder eller andre var villige til at udløse ham; men skyldnerens barn kunde ikke tages. Overgivelsen i skyldtrældom skulde ske til tinge eller i forsamling, og det skete var forbindende. Kreditor kunde bruge skyldtrællen og holde ham til arbejde på samme måde som sine øvrige trælle, og skulde lade ham få orke ligesom disse. Skyldtrællen nød ingen personlig ret lige over for sin herre, dennes kone og øvrige trælle; men lige over for alle andre beholdt han sin tidligere ret; deraf skulde herren tage sådan ret som for sin brytje, og det overskydende tilfaldt skyldtrællen selv. Det samme gjaldt i tilfælde af lejermål med skyldtrælkvinde (jfr. G. L. 198). Kreditor kunde overdrage sin skyldtræl til andre indenlands; men ikke for større sum, end gjælden udgjorde, og han måtte ikke sælge ham som virkelig træl (at mansali), under straf af at bøde det almindelige tegngilde, 40 mark, med mindre skyldtrællen løb bort eller forstak sig; ti derved tapte han sin frihed for bestandig. Omvendt havde skyldneren, hvis han ønskede at komme ud af forholdet, ret til i en halv måned at fare om i fylket og søge udvej til gjældens betaling. Fik skyldtrællen børn, pålå deres forsørgelse herren; men bekostningen herved skulde lægges til gjælden, indtil denne var stegen saa højt, at han ikke tyktes mere værd; siden gik børnenes forsørgelse over på frænderne. Skyldtrællens forsørgelse i hans alderdom pålå herren; men
- ↑ En ganske mærkelig overensstemmelse viser sig i enkelthederne mellem dette forhold og det frivillige tjenesteforhold efter de gamle russiske love med de såkaldte Zakupleni eller Naimiti, der for en bestemt betaling, forud erlakt i form af lån, havde forpliktet sig til i en bestemt tid at arbejde for en anden, – se rektor Bloms afhandling om det russiske samfunds indre tilstand i Varjægtiden i Frederikshalds skoles program for 1870 s. 27 fgg.
