selv overtog sagen, havde han, som det synes, altid adgang til at frigjøre sin træl med den almindelige ed efter sagens beskaffenhed., ligesom til at fritage trællen for refselse ved selv at erlægge bøder. I drabstilfælde faldt imidlertid efter G. L. 163 ansvaret ubetinget på herren, hvis han havde forsøkt at fralægge sin træl gjerningen, og eden faldt.
For adskillige forbrydelser, der for frie mænd medførte fredløshed eller bøder, var der for trælle fastsat legemlig refselse. For tyveri skulde efter G. L. 259 indfødt træl, i lighed med frie, halshugges, men udenlandsk træl pidskes. Ligeledes skulde trælle for arbejde på helligdage, kjødspisen på fastedage og børne-udsættelse, hvilket for frie medførte bøder, straffes med pidskning (G. L. 16, 20, 22; F. L. II. 2 og 28).
Hvis klædningsstykker (føt) var stjålne, og gjerningsmanden var ubekjendt, formodedes en træl at være den skyldige (F. L. XV. 8 og 15). Det samme gjaldt efter G. L. 154, når nogen blev dræpt i et følge, hvor en træl var med: „da er denne drabsmand, hvis de andre vil sikte ham derfor.“ På den anden side straffedes ikke den træl, som stjal i følge med fri mand, men ansvaret pålå udelukkende den frie (G. L. 261). Brukte en træl ulovlig anden mands hest eller båd, bødedes derfor intet; men ejeren kunde uden ansvar banke trællen (F. L. X. 44).
En træl kunde ikke være vidne uden alene om drab, øvet under voldelikt overfald på bonden i hans hus (heimsókn), F. L. IV, 5; jfr. G. L. 86, der om grænsetvistigheder udtrykkelig siger, at vidnesbyrdet er gyldikt, når vidnet blot har sin frihed på den tid, det aflægger sin forklaring, om det end var træl den gang, da det gjorde erfaringen.
Trældommen kunde ophøre ved frigivelse uden vederlag eller ved løskjøbelse. Allerede, som det synes, kort efter
