kristendommens indførelse havde gejstligheden udvirket den bestemmelse i loven, at der hvert ar på lagtinget skulde frigives en træl af lagdømmet, skiftevis fra hvert af dets fylker, og ligeledes hvert ar til julen frigives en træl af hvert fylke, skiftevis fra hvert af dets hereder. Vederlaget herfor til herren udrededes af hele det vedkommende fylke eller hered (G. L. 4 og 5, jfr. F. L. III. 19). Ifølge G. L. 312 erholdt derhos den træl, som i kampen fældede en af landets fiender, til belønning sin frihed, og undertiden skjænkede vel også herren sin træl friheden af egen godhed eller til løn for udvist troskab eller viktige tjenester. Det almindelige var dog vistnok, at trællene selv kjøpte sig fri (G. L. 61; F. L. IV. 55).
Frigivelsen foregik på den måde, at herren førte trællen til kirke og lagde evangeliebogen på hans hoved, eller „satte ham på kiste“ og erklærede ham for fri. Nogen formelig optagen i de frie mænds samfund, således som på Island, var i Norge ikke foreskreven. Derimod erhvervede trællen, hvis han blev frigiven, inden hen endnu havde betalt mindst halvdelen af den vedtagne løsesum, efter Frostatingsloven ingen personlig ret lige over for andre end frigiveren selv; efter Gulatingsloven var den forrige herre i dette tilfælde berettiget til at inddrive den tilbagestående løsesum af ham med slag.
Selve frigivelsen skaffede dog kun trællen personlig ret; men han betraktedes fremdeles som hørende til herrens husstand (jfr. G. L. 296). Han var endnu i et år pliktig at arbeide for sin herre, og kunde ikke råde for mere end en ørtugs kjøb eller indgå ækteskab uden dennes samtykke; hans børn havde ingen arveret, men hvad han efterlod sig, tilfaldt herren (G. L. 56, 63 og 65; F. L. IX. 11 og 15), og hans børn fik ingen højere ret end han selv. Vilde han erholde
