disse gjennem et tilstrækkelikt antal slæktled havde vundet en befæstet stilling, tiltrængte de en støtte i en af de ældre ætter. Tyrmselforholdet omfattede derfor ikke alene den frigivne selv og hans forrige herre, men strakte sig også til de nærmeste efterkommere på begge sider. Efter Gulatingsloven omfattede det alene den frigivne selv og hans børn samt herren og dennes børn; efter Frostatingsloven, der i hele dette forhold er strengere, ophørte det først i femte led, sa at den frigivnes sønnesøns sønnesøn var fuldkommen bonde og fri for tyrmsel; dog synes denne lov endnu at have regnet alle den frigivnes efterkommere fra hans sønnesøn til og med 8de generation som en ringere klasse af bønder (reksþegnar), se F. L. X. 35 jfr. IX. 10, der dog er noget uklare[1]. Giftede en frigiven sig med en fribåren kvinde, blev efter G. L. alle børnene, men efter F. L. IX. 11 kun en tredjedel af dem, henregnede til moderens æt (hverfa í hit betra kyn) og følgelig frie for tyrmsel. Æktede en fribåren mand en frigiven kvinde, måtte hun efter G. L. IX. 16 bøde 3 mark til sin herre; men deres børn blev alle frie for tyrmsel. Frie for tyrmsel var endvidere tybårne børn (G. L. 57 slutn. og 104; F. L. X. 47) samt efter F. L. IX. 13 de, som bønder eller kjøbmænd løskjøpte af trældom ude på sine rejser; dog var den, som havde løskjøpt disse, pliktig at forsørge dem i trang, og han arvede dem, hvis de ikke havde gjort sit frelsesøl. Endelig kunde den frigivne også med herrens samtykke frikjøbe sig for tyrmselen, og i dette tilfælde behøvede han heller ikke at gjøre frelsesøl (F. L. IX. 14).
- ↑ F. L. IX. 10 kunde måske også forståes således, at kun den frigivnes sønnesøn og dennes søn henregnedes til rekstegner. Dette bestyrkes derved, at loven på andre steder stiller de årbårne mænd i umiddelbar modsætning til tyrmselmænd, uden at nævne nogen mellemklasse, se X. 46 og XIII. 15. Jfr. Munchs hist. II. s. 967.
