Medborgeres tillid og agtelse fulgte ham paa hans lange offentlige bane. Han døde den 1ste januar 1853.
Hans dagbogs-optegnelser fra Ejdsvold, som i det efterfølgende gjengives med nogle uvæsentlige stilistiske ændringer og med nogle tilføjede anmærkninger, ere af familien velvllig overladte den historiske forening til udgivelse. De afgive i forbindelse med de tidligere trykte ligeartede optegnelser af Ejdsvoldsmændene Christie, F. Schmidt, Bryn og N. Wergeland et værdifuldt bidrag til hine mindeværdige dages historie.
Første Paaskedag den 10de April. – De Deputerede forsamlede sig ved Eidsvold Kirke, i hvilken Gudstjenesten var bestemt til Kl. 11; en betydelig Folkemængde var der tilstede. Regenten ankom Kl. omtrent , og idet han gik gjennem de Deputerede, der udenfor Kirkedøren havde opstillet sig i tvende Rader, sagde han: Lader os i Herrens Hus nedbede Guds Velsignelse til det store Verk, vi i Dag paabegynde. Gudstjenesten begyndte derpaa i sædvanlig Orden, og Professor Leganger prædikede over Dagens Evangelium. Med Prædikenen var man i Almindelighed ikke fornøiet; den var meget lang, krybende for Regenten, og Slutningen, om jeg saa maa sige, dumdristig. Efterat han omtrent en Times Tid havde talt om Jesu og den Mennesket ved ham forskaffede Udødelighed, gik han over paa Anvendelsen og forsikrede os, at ligesom Jesus havde erhvervet sig Udødelighed omsider ved sit Livs Opofrelse, saaledes maatte Mennesket ikke heller kunne vente dette høieste Gode, uden efter megen Kamp og Møie. Jeg overlader til Theologer at bedømme, om dette er rigtigt; efter min Smule Formening tør vi vel Alle, den som arbeider, og ikke arbeider, vente at naae Udødelighed; men om vor tilkommende Lyksalighed er vel egentlig Spørgsmaalet. Omsider hilsede han da, i enkelte Taler, stilede til enhver især,
