faae en Privat-Mand til Konge, og til den anden, at i Huslivet regjerer Manden Kvinden: Kvinden bør ikke i det langt vigtigere Regimente regjere Manden; desuden viste Erfarenhed, at ved Kvinde-Regimente regjerede ikke hun, men hendes Yndlinger, eller hvad andet Navn man nu vil give dem. Forslaget antaget med 105 Stemmer mod 5[1]. 8de § enstemmig antaget. 9de ligesaa. 10de §. Sorenskriver Koren gjorde herved den veludtænkte Anmærkning, at man burde have 2de Protocoller i denne Henseende, som Storthingets Protocol muligens kunde opbrænde. Præsidenten, Justitsraad Diriks (som jeg her maa anmærke er en overmaade flink Mand, og saa meget mere skikket til dette Embede i disse vigtige Dage, som han skal være en af Landets kyndigste Jurister, forklarer ved hver §s Forelæsning Committeens Aarsager, hvorfor den saaledes og ikke anderledes er antaget) anmærkede, at man haabede, at Thronarvingen vilde blive døbt og saaledes blev indført i de nu heldigvis indførte 2de Ministerialbøger, og om endog dette skulde slaae feil, maatte dog Tildragelsen nødvendigvis være antegnet i Statsraadets Protocol; han haabede saaledes, ingen Fare i denne Anledning var at befrygte; man smaalo, og Forslaget antoges enstemmig. § 11. Lieutenant Heidmann foreslog: at naar Kongen ingen Livsarvinger havde, der ingen rimelig Formodning var for, at han vilde faae nogen, og han dog ikke, naar ingen arveberettiget Prinds var til Norges Throne, vilde nævne sin Eftermand, maatte Storthinget, for at undgaae et splidagtigt Valg, foreslaae Thronarvingen, som da i Kongens levende Live skulde adopteres. Forslaget synes dog sandelig meget fornuftigt; men det fik et høist latterligt
- ↑ Naar jeg siger uden at nævne Personer til: Forslaget antoges eller forkastedes, er hermed stedse Committeens Forslag eller §en ment.
(Forf.’s Anm.)
