om ikke strax i Dag, saa dog forinden Rigsforsamlingen opløstes, burde afgjøres. Efter votering blev Forslagets nærmere Drøftning udsat til næste Storthing med 62 Stemmer mod 48. Denne § blev da forandret saaledes, som ved samme findes anført. § 38. Omsen begjærede, at Summen[1] ved denne Rigsforsamling maatte bestemmes; man udsatte den nærmere Besvarelse heraf til videre, og antog Forslaget enstemmig. § 39 enstemmig antaget. § 40. Ligesaa. §§ 41, 42, 43, 44. Disse oplæstes paa en Gang, da de staae i nøieste Forbindelse med hverandre. Wulfsberg indgav sit skrivtlige Forslag, efter hvilket han, til des større Betryggelse for Nationen, vilde, at Statsraadet skulde foreslaaes af Storthinget, og Kongen vælge, samt at ikke Fader og Søn eller tvende Brødre nogensinde maatte sidde sammen i Statsraadet. Efter den Magt, som nu allerede forud var givet Kongen, var det let at forudsee, at dette Wulfsbergs Forslag maatte falde igjennem; Præsidenten paastod, at Spørgsmaalet allerede var afgjort, da Regenten havde den executive Magt uindskrænket, og Retten til at vælge sine Ministre aldeles var en Gren af denne; Falsen ligesaa; Sverdrup anførte, at de Svenske 1720 havde indført denne Maade at vælge Rigsraaderne paa, men havde maattet afskaffe den efter faa Aar, da Kongen derved var bleven gjort til en Skyggekonge; der voteredes paa Wulfsbergs Forslag, og det forkastedes med 107 Nei mod 1 Ja. Derimod antoges Bestemmelsen om Fader og Søn etc. enstemmig. Falsen foreslog nu, at Kongen ikke alene skulde have Ret til at vælge sine Ministre, men han maatte endog have Ret til at fordele Forretningerne mellem dem, som han for godt befandt, og anførte derfor, at ligesom Husfaderen bedst og sikkrest tildeler sit
- ↑ Den kongelige apanage.
