antaget med 61 mod 49. Mange af det tabende Parti erklærede, at de ikke kom, da de ikke til en lovstridig Handling kunde forbindes. Søndagen var bestemt til at gaae i Kirke og høre Gudsord, og det vilde de nu absolut efterkomme. Gud veed, om af Gudelighed eller Egensindighed. Præsidenten tilkjendegav derfor, at efter vore gjældende Love er Søndagen forbi Kl. 4; han udsatte derfor Forhandlingerne til Kl. 4 i Morgen Eftermiddag, og haabede, at ingen af de Deputerede vilde vise et saa ondt Exempel at udeblive uden gyldige Aarsager. Forsamlingen hævedes.
Søndagen den 8de Mai. – Forhandlingerne begyndte med § 51. Cancelliraad Heiberg fremførte i denne Anledning, han aldeles ikke kunde indsee, hvorfor de høiere Embedsmænd efter denne § vare saa aldeles overladte til Regentens vilkaarlige Villie mod de mindre. Sverdrup, Diriks, Christie anførte herimod: Jo vigtigere Embedet er, jo vigtigere maa det være Staten, at det er i en duelig Mands Hænder; det er Kongens positive Pligt, efter Constitutionen, saa meget som mulig at sørge for Statens Vel, og dette kan han ikke, naar ingen af de høiere Embedsmænd uden efter Lov og Dom kunne afskediges. Hvorledes skulde der overalt forholdes med skrøbelige, aldrende og uduelige Embedsmænd, der ikke selv vilde søge sin Afsked, og som Kongen ikke kunde give den? skulde disse offentlig anklages og dømmes fra sit Embede? Skjønt jeg ingen Ynder er af Kongens for store Magt, fandt jeg dog disse Grunde aldeles indlysende, saa meget mere, som en saadan Embedsmand altid beholdt af sin Gage i Pension, indtil det nærmere paa Storthinget blev ventileret. Dahl, gjentagen med Heiberg, bestred denne Kongens Ret hæftig, og troede, at Suspensions-Ret i denne Henseende var det høieste, Kongen burde være tilladt, ogsaa af den Aarsag, fordi Pensionisternes Antal paa denne Maade,
