ved sin første Grundlægning, især i Førstningen, ikke vilde antage altfor egoistiske Principer; den havde Mangel, og maatte nødvendig have Mangel paa duelige Subjecter i mange Fag, da det hidtil ingen Høiskole havde havt i sit eget Skjød, og disse Mangler vilde vi gjøre aldeles umuligt at kunne afhjælpe ved at decretere en uindskrænket Indfødsret. Sverdrup godtgjorde, at Norge til sine Embeders Besættelse, efter et løst Overslag, behøvede aarlig mellem 40 til 50 Personer, at i mangfoldige Aar kun mellem 18 til 24 vare demitterede fra Kjøbenhavns Universitet, og at til det norske forrige Aar kun havde meldt sig 17 Candidater, og spurgte derefter, hvor Resten skulde komme fra. Det var Præsidenten med al sin Duelighed ikke muligt at forene Gemytterne; han foreslog derfor omsider, at Constitutions-Committeen skulde tage §en under nærmere overveielse til i Morgen, og da give sine yderligere Tanker tilkjende; dette antoges enstemmig. § 54. Med denne § gik det os ikke et Haar bedre. Nogle vilde begynde med Committeen, negativ, og sige, hvo der ikke vare norske Borgere, Andre derimod, efter Amtmand Bendekes Forslag, positiv, og sige, hvo der vare norske Borgere. Modpartiet fandt i første Tilfælde altid flere at undtage og i dette Tilfælde flere at tillægge; man enedes efter lang og forgjæves Debatte om ogsaa at overlade denne § til Committeens nærmere Betænkning, og hævede Forhandlingerne for i Dag.
Mandagen den 9de Mai. – Constitutions-Committeen foreslog som Tillæg til den 39te § (se samme i det Foregaaende): „Til Embeder i Staten skulle alene udnævnes de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk lutherske Religion, have svoret Constitutionen Troskab og tale Landets Sprog, samt a. ere fødte i Riget af Forældre, som da vare Statens Undersaatter, eller b. ere fødte i fremmede
