skinna), S (Snorre Sturlessöns heimskringla, udgiven af R. Unger), T (Thjodrek munks Norges historie).
Som bekjent er der efter 1380 ikke begraven nogen kongelig person i Norge, og af vore ældre kristelige konger var der tre, som enten slet ikke fik nogen begravelse eller bleve begravne udenfor landet, nemlig Olaf Trygvessön († 1000), Magnus barfot († 1103) og Magnus smek († 1374). Her, hvor der handles om den almindelige gravskik, kan ogsaa Olaf Haraldssön († 1030) sættes ud af betragtning, da han som helgen[1] blev lagt i skrin og saaledes begraven paa en særegen maade. Det tidsrum, hvori vi her komme til at bevæge os, ligger følgelig imellem 1047–1380, og rækken af personerne begynner med:
1. Kong Magnus dem gode († 1047). Ifølge Fo, Fr og S blev han jordet i (jarðaðr at) Klemenskirken i Nidaros. Tre andre sagabearbeidelser sige derimod, at hans lig blev begravet (A niðsett, Fa og Fl jarðat) i (A í, Fa í eller at, Fl at) Kristkirken (kathedralen) sammesteds. De to sidste tilføje: „udenfor (fyrir útan) koret“, og hertil lægger Fl endvidere: „men nu (omkr. 1380) er det inde i koret (innan kórs) foran (fyrir) erkebiskopens rum (rumi)“.
Der viser sig saaledes her en strid mellem kildeskrifterne om den kirke, hvori kongen blev lagt. Men denne strid er kun tilsyneladende. Det kan neppe være tvilsomt, at Fo, Fr og S sigte til den kirke, hvori kongen først blev begraven, medens de øvrige skrifters
- ↑ Skjønt vi ej ved om, at nogen anden norsk konge blev kanoniseret, omtales dog paa et par steder (N. Fornl. 463, 724) en „hellig kong Haakon“. Dette maa enten hidrøre fra en misforstaaelse eller saa har helligheden, hvad der og træffes udenfor Norge, kun været vedtagen af folket uden kirkens stadfæstelse. Hvilken kong Haakon der i saa fall sigtes til, vides ikke.
