disse seks unge mennesker, hvoraf endnu ingen havde fyldt sit 20de år, at promenere med deres lærere i Hyde Park om söndagene, alle iförte ensbroderede stadsklæder og udmærkende sig ved deres sjeldne anstand og opvakte fysiognomier.“
Opholdet i London blev ikke af synderlig lang varighed, da rejsen allerede i December fortsattes til Paris. I Frankrige opholdt de to brödre sig over et helt år og gjorde i denne tid en udflugt til de sydlige provinser, på hvilken de besögte Toulouse. Peter Anker har mange år senere i et brev fortalt, at han i Paris bl. a. studerede arkitektur under en af de förste dalevende arkitekter. I 1764 gik rejsen videre til Tyskland, hvor de navnlig opholdt sig i Freiberg for at studere mineralogi o. s. v., hvorpå de i December 1765 efter mere end fem års fravær atter vendte tilbage til fædrelandet. I nogle år tabe vi nu Peter Anker af syne, indtil han, rimeligvis i 1773, blev udnævnt til dansk-norsk konsul i Hull, en stilling, hvortil den sjeldne færdighed i at tale det engelske sprog, som han havde erhvervet på sine rejser, og hans kendskab til den norske trælasthandel gjorde ham fortrinlig skikket. Det var netop i en periode, da denne hidtil så blomstrende handelsgren truedes med et alvorligt knæk, og det var derfor af vigtighed at få en mand til at varetage Norges interesser, der ved sine forbindelser med landets förste trælasthuse var inde i disse forretninger. I den lange tid, hvori konsul Anker blev boende i England, lykkedes det ham i en sjelden grad både at tilfredsstille den dansk-norske regering og at vinde Englændernes sympatier. Flere år efter, i 1792, traf den danske professor Sneedorff på en rejse i England sammen med en söofficer, der fortalte ham, at Anker „var den eneste fremmede, han havde kendt, som for sin færdighed i det engelske sprog og sit udseende blev taget af alle for en Engelskmand.“ En större ros vilde en Eng-
