land på grund af en hofintrige, traf Anker en behagelig mand af god familie, der nu kun længtedes efter om et par måneder at kunne forlade dette ualmindelig usunde opholdssted, hvorfra kun få af hans formænd vare vendte tilbage. Af alt, hvad Anker med sin sjeldne iagttagelsesevne fik anledning til at se under sit ophold i Porto Praya, måtte han få en klar forestilling om den elendige måde, hvorpå den portugisiske styrelse tog sig af disse fjærne besiddelser. Der var intet gjort for at ophjælpe agerdyrkningen; jorden gav som en fölge deraf kun ringe udbytte, og de ubearbejdede marker, der efter regntiden under den derpå fölgende forfærdelige varme udsendte usunde dampe, forögede klimatets farlighed. Som en fölge deraf kunde kun få Europæere holde ud, og befolkningen bestod således næsten udelukkende af sorte indfödte, der nu alle havde antaget den romerskkatolske religion, og af hvilke de mere formuende lode sine plantager dyrke af slaver, hvoraf der altid kunde skaffes ny forsyning fra Afrikas fastland. Når undtages, at indbyggerne frit kunde sælge levnetsmidler til de ostindie-farere, der stadig anlöb Porto Praya, var den smule anden handel med sukker og farve-rod, som der fandtes, udelukkende overdraget til et portugisisk kompagni. Selve byen var kun en samling af usle hytter og forsvaredes af et faldefærdigt kastel, hvis kanoner alene kunde bruges til salut, og af en garnison, som var sammensat af udskuddet af alle europæiske nationer og bevæbnet på en måde, der svarede til det övrige. Denne elendighed var alene at tilskrive regeringens ligegyldighed og slaphed, som ikke forstod at sætte tilbörlig pris på betydningen af et sted, der havde en sådan vigtighed for den guineiske og indiske handel.[1]
- ↑ Efter at have omtalt det besynderlige i, at den engelske regering, der dog havde så stor indflydelse ved det portugiske hof, aldrig
