Anker gav kun et ubestemt svar, da ban ikke vilde
binde sig, forinden han havde undersögt, hvad Englænderne,
der havde rajahen i sin lomme, og hvis overmagt i Indien
ban vel kendte, vilde sige hertil. I det öjemed rejste han
sidst i Juli 1788 til Madras, hvor guvernören, Sir Archibald
Campbell, modtog ham med megen forekommenhed
og tilböd ham at bo i sit eget hus, hvad dog Anker afslog.
Da den tanjourske negotiation blev bragt på bane, sagde
Campbell, at han ikke anså sagen for ugörlig, men dog holdt
det for bedst på grund af det engelske kompagnis uvenlige
stemning mod alle fremmede nationer at bie dermed, indtil
kompagniets oktroj var udlöben, da han efter de fra England
modtagne breve var overbevist om, at „den engelske regering
önskede intet hellere end at favorisere den danske nation.“
For sit eget vedkommende forsikrede Campbell, at
han ikke vilde lægge nogen hindringer i vejen for underhandlingen,
endskönt både kompagniets direktion og flertallet
af guvernements-medlemmerne i Madras ikke önskede, at
fremmede blandede sig i de indiske fyrsters affærer.
Efter dette rejste Anker over Pondichery tilbage til Trankebar, hvor han kort efter fik besög af rajahens förste minister, der anmodede om en lak stjerne-pagoder, en sum, der i datidens danske penge omtrent svarede til 200,000 rdl. Da han ikke fandt videre villigt öre for dette forslag, nedsatte han summen til et lån af 60,000 stjerne-pagoder (omtr. 120,000 rdl.) på 12 år mod en årlig rente af 12 p. c. Som pant tilbödes to distrikter, Trikulur og Triklachery, der tilsammen bestod af 44 landsbyer, og hvis indtægter antoges at svare til renterne af det forlangte lån. Anker sagde, at han vilde betænke sig på dette tilbud, og tilföjede, da han kendte rajahens pengeforlegenhed, en ny betingelse, nemlig en forlængelse på 5 år af forpagtningen af fjorten landsbyer,
