jour. Om dette heldige og for ham så tilfredsstillende udfald modtog Anker i Januar 1790 underretning fra grev E. H. v. Schimmelmann på ökonomi- og kommerce-kollegiets vegne.
Men imedens sagen på denne måde syntes at have fundet sin endelige afgörelse, blev der inden kort tid gjort nye vanskeligheder fra engelsk side. Da krigen med Tippo Sahib udbröd, besatte de engelske tropper i 1790 riget Tanjour, hvis indtægter derefter stilledes under bestyrelse af guvernementet i Madras. Nu lod den nyudnævnte guvernör, baronetten Sir Charles Oakeley, som om han ikke kendte noget ældre lån end det af 1788, og som om dette kun gjaldt 60,000 pagoder; der var nemlig i de breve, som Anker i anledning deraf havde vekslet med Sir Archibald Campbell aldrig nævnt nogen bestemt sum, og de 20,000 pagoder vare, som ovenfor antydet, anvendte i öjemed, hvis delikate natur gjorde, at der ikke kunde ventes mange oplysninger fra de herrer, hvem de vare komne tilgode. Som en fölge deraf påstod Sir Charles, at han ikke vilde anerkende den trankebarske regerings ret til andre af de pantsatte distrikter end de 44 landsbyer, der vare overdragne som sikkerhed for de 60,000 pagoder i 1788, og at han i overensstemmelse hermed vilde inddrage de övrige under sin bestyrelse. Urimeligheden i disse fordringer var åbenbar. Guvernementet i Madras havde stiltiende anerkendt gyldigheden af alle tanjourske negociationer i 1788 og havde aldrig protesteret hverken mod det da afsluttede store lån eller mod, at rajahen i 1785 havde pantsat flere landsbyer som sikkerhed for et lån på 32,500 stjerne-pagoder. Sir Charles havde derhos ligeså lidet som nogen af hans forgængere sendt officiel underretning til Trankebar om beskaffenheden af rajahens sande forhold til kompagniet, og der kunde således aldrig påhvile
