övrige medlemmer af guvernementet derom at skrive et privat brev til den engelske minister for detindiske departement, mr. Henry Dundas, den senere lord Melville, hvem han personlig kendte. Samtidig skrev han også til grev Schimmelmann og bad denne pålægge gesandten i London at henvende sig privat til mr. Dundas og underhånden erklære, at den dansk-norske regering for at vise sin föjelighed ikke var aldeles uvillig til at afstå de ni landsbyer, såfremt rajahen kunde tilbagebetale de 20,000 pagoder, uagtet der endnu var 9 år tilbage af den fastsatte termin.
Hvorvidt grev Schimmelmann har fulgt det givne vink, fremgår ikke af de forhåndenværende dokumenter. Efter al sandsynlighed har Ankers brev havt den önskede virkning, så at mr. Dundas har bevæget direktionen i London til at give Sir Charles Oakeley en skrabe, da denne bestandig senere viste en påfaldende forekommenhed. Sagen-faldt dermed hen, da rajahen fik sit land tilbage, og ingen gjorde for eftertiden indsigelser imod den trankebarske regerings ret til de omstridte ni landsbyer, et udfald, som sagen neppe vilde have fået, hvis ikke Anker havde kunnet anvende sin personlige indflydelse hos den engelske minister.[1]
Vi komme nu for en tid til at forlade denne side af
- ↑ I et brev til sin broder af 2 Februar 1795, hvori han giver en udförlig fremstilling af sagen, udtrykker Anker sig bl. a. i fölgende ord: „Den hele sammenhæng var en opspunden chikane af Sir Charles Oakeley, den daværende interims-guvernör, hvorfor jeg har kunnet mærke af hans senere korrespondance i andre begivenheder, at han har nok fået en næse. Ti den overdrevne höflighed, med hvilken han siden har adresseret mig, efterat direktionens svar formodes at være indlöben, var neppe anstændig den værdighed, han beklædede. Sir Charles troede, at de 20,000 pagoder, som bleve rajahen lånt straks efter de 60,000 pagoder, vare ikke af hans majestæt, men af mig private, efter de engelske guvernörs måde at gå tilverks på.“
