fandtes lige så stærkt indprentet i deres natur, som hos deres uomvendte brödre. Jeg ser altså ikke, at den kristelige læres udbredelse i denne verdensdel har i mindste måde bidraget til hensigten. – – – De evangeliske brödre ere retskafne folk, hvis handlinger og tænkemåde grunder sig på den moral, der sigter til at danne flittige og gode borgere; men det eksklusive privilegium, som er forundt missionen, tillader ikke, at de indlade sig (i) den kristelige tros udbredelse.“[1]
Endskönt den noget spottende tone i denne skildring tydelig röber, at dens forfatter har været smittet af sin tids ånd, er den efter hvad man kender fra ikke så få andre, både protestantiske og katolske missioners historie, visselig sand og pålidelig i flere af sine hovedtræk, og når Anker derfor stadig holdt igen mod missionærerne, var dette ene og alene fordi han i deres lyst til at blande sig i verdslige anliggender så en fare for koloniens rolighed. Hertil har man imidlertid ikke taget hensyn og rask væk erklæret Anker for en fiende af missions-virksomheden i det hele, således som. han naturligvis er bleven fremstillet af de daværende missionærer, der ligeså lidet vilde vide af nogen indblanding af den verdslige myndighed, som de vilde tåle arbejdere af andre konfessioner på den missions4mark, de anså for sin udelukkende ejendom. Hverken Anker, der i denne sag mod sædvane havde sine kolleger i guvernementet på sin side, eller missionærerne vilde give efter, så meget mere som de sidste måske vare bange for hans velvillie mod de frygtede Hernhuter. Striden varede gennem alle årene 1790, uden at det, såvidt man nu kan dömme derom, kunde lykkes missionærerne at
- ↑ Ovenstående citat er hentet fra Ankers forhen påberåbte brev til grev Schimmelmann af 16 Juli 1790.
