det næsten umueligt at vente nogen disciplin hos de menige soldater. Det var derfor noget af det förste, hvorom Anker skrev til Köbenhavn, at han måtte få over ej alene dygtige og videnskabelig dannede officerer,[1] men også gode underofficerer og soldater, der kunde bevæges til at gå til Indien ved löfte om forfremmelse. „Om ethvert hvervet regiment i Danmark og Norge“ – skrev Anker 30 September 1788 til grev Schimmelmann – „blev pålagt at aflevere årlig tvende af de yngste eksercerede mandskab til hans majestæts tjeneste i Indien mod at tilståes, hvad kollegiet udbetaler for de uduelige kreaturer, som årlig udsendes, vilde hans majestæts tropper her være i bedre stand og i påkommende tilfælde kunne udföre, hvad egentlig er hensigten af at holde militære; ti her gives ofte lejlighed at rykke ud med små partier at forsvare grunden mod uorden fra vore tanjourske naboer, da de indianske fyrster hverken bryde sig om, ej heller kan forekomme deres undersåtter fra at insultere deres bedste venner og naboer.“ Det var også af andre grunde vigtigt at have en ordentlig troppe-styrke, da både nabofyrsternes agtelse og selve koloniens opkomst i en væsentlig grad var betinget af, hvad sikkerhed man der kunde byde de indfödte. Således fandt Anker, at han ikke efter ordre kunde afskedige de to sepoj-kompagnier, som holdtes i Trankebar, men måtte endog efter tilendebringelsen af underhandlingerne med rajahen af Tanjour foröge dem med 60 mand. Sepojerne vare nærmest anvendelige som politi, men ikke som egentlige soldater og vare ikke at stole på i urolige tider. Stedets forsvar beroede da næsten alene på de europæiske tropper; men den eneste måde, hvorpå disse kunde holdes discipliner-
- ↑ Et af Ankers forslag gik ud på, at der ved förste ledighed i kopist-klassen skulde ansættes unge militære, der da tillige kunde göre tjeneste som löjtnanter, mod at oppebære sergeants gage.
