efter dette var at anse for temmelig uskadelig, fik forelöbig tilladelse til at forblive, endskönt han gik om i byen og fortalte, at han ventede 2000 ryttere fra Tippo Sahib, for med dem at rykke ind på engelsk grund. Længere ud på hösten 1798 blev Dubuc udnævnt til Tippos gesandt hos det franske direktorium, men blev fremdeles i Trankebar.
Hidtil havde Englænderne ladet sig nöje med at opsnappe de breve, der kom til og fra Dubuc, og at hindre hans forbindelse med Pondichery; först da sammensværgelsen var opdaget og tilintetgjort i sin spire, begyndte deres indiske regering at korrespondere med guvernör Anker i sagens anledning. Den 18 Januar 1799 skrev den nye general-guvernör, lord Mornington, straks efter sin ankomst til Madras et brev til Anker, hvori han bebrejdede guvernementet alle de brud på neutraliteten, som undersåter i Trankebar havde tilladt sig, og derfor anmodede om, at Lichtenstein måtte fjærnes og Dubuc med nogle andre Franskmænd öjeblikkelig udjages af kolonien. Disse fordringer vare tildels berettigede, hvorimod det var meget utilbörligt, når han i samme brev vilde forbyde guvernementet i Trankebar at modtage nogen diplomatisk agent fra Tippo Sahib eller Isle de France. Anker viste ved denne lejlighed den samme forsigtighed, som tidligere, og fik bevæget Dubuc til at love at forlade kolonien, da han nödig ved en voldsom udkastelse vilde stöde Tippo og Franskmændene. Dubuc rejste snart efter til Isle de France; men på vejen derfra blev det skib, hvormed han skulde gå til Europa, taget af et engelsk orlogs-skib og han selv gjort til engelsk krigsfange. Lichtenstein nægtede bestemt at have været i forståelse med de sammensvorne, men erklærede sig dog beredt til at nedlægge sin post og vende tilbage til Europa, for der, som lord Mornington udtrykte sig, „at oppebie resultatet af deres britiske og danske majestæters forenede
