lige til at bestride udgifterne, så at kolonien årlig havde krævet et betydeligt tilskud af statskassen. Dette tilskud var naturligvis bleven sparet i de femten måneder, hvori Trankebar havde været besat, og der blev heller ikke bagefter tale om at erstatte Englænderne deres udgifter; således blev der ved den afgörelse, Anker var så heldig at opnå, alene i et punkt sparet staten en udgift af 50,000 rdl. Efter tilbagegivelsen indförte han fremdeles flere forandringer i militær-etaten, hvorved der årlig kunde spares 10,000 rdlr.
Sålænge besættelsen havde varet, vare renterne af de penge, som rajahen af Tanjour havde tilbagebetalt af sine lån, blevne oplagte og udbetaltes nu på en gang til Anker, der således på grund af den höje indiske rentefod fik 40,000 rdl. til disposition, samtidig med, at Englænderne tilbagebetalte 30,000 rdl., som dels vare indkomne ved realisationen af de store kornoplag og dels skulde være en erstatning for bortkommen ammunition m. m. Derved blev Trankebars pekuniære stilling så glimrende, som den vel aldrig havde været, da kolonien nu ikke for det förste behövede noget tilskud fra moderstaten.[1]
Endnu i et andet punkt opnåede Anker at få forandret overenskomsten i London. Grev Wedel og lord Hobart havde
- ↑ I et brev fra Anker til hans broder af 16 Januar 1804 siger han: „At indskrænke guvernementets årlige trattas på kollegiet, der undertiden oversteg 70,000 rdl., var ikke nok; men at bringe det udfordrende tilskud under den reglementerede sum af 50,000 rdl., som var bestemt af hans majestæt til etablissementets bestyrelse, hvortil revenuerne vare utilstrækkelige, var hoved-öjemedet af min bestræbelse. I Lichtensteins tid fik jeg efter mange ubehageligheder endelig bragt det årlige tilskud ned til 40,000 rdl. og efter hans afrejse under 30,000 rdl. Udi indsluttede til gr. Schimmelmann sees, at jeg rekommanderer en årlig udsendelse af 20,000 pjastre, der i fremtiden vil være tilstrækkelig til at bedække de bestemte udgifter, hvortil revenuerne ere utilstrækkelige.“
