og underordnede i Trankebar. Det samme vil også vise sig i det fölgende, hvor vi få lejlighed til at behandle hans virksomhed for den civile administration. Også på dette felt var der en stadig gentagelse af de samme optrin, som aldrig lod ham få ro, og som omsider måtte have trættet enhver, selv om han havde besiddet en sundhed og en ihærdighed, der var endnu större end Ankers. Bevidstheden om en god vilje var næsten ødet eneste, som kunde give ham kraft til at mode de mangfoldige åbenbare og skjulte fiender, som han pådrog sig ved sin virken for den ham overdragne kolonies trivsel og opkomst.
Trankebars beliggenhed i det flade land ved Kaverys mundinger gjorde agerbruget til egnens vigtigste næringsvej; dettes hoved-produkt var risen eller nellu‘en, for hvis dyrkning flodens vand i talrige kanaler eller render lededes ud over de lavtliggende marker. Ligesom alle andre statsindtægter overalt i Indien opkrævedes også kongens andel i nellu-hösten ved forpagtere, som henhörte under finants-rådens bestyrelse, der under Ankers formænd efterhånden havde forstået at unddrage sig for enhver indblanding af guvernøren i denne del af sin myndighed. Dette gav imidlertid rigelig anledning til udsugelser, idet finants-råderne stadig gave sine sorte betjente, dubasherne, fortrin ved at overtage forpagtninger, mod at disse igen lode dem få en vis andel i udbyttet. På den måde var forpagtnings-væsenet til stor fordel for finants-råderne og deres dubasher, medens der kun toges lidet hensyn til statens eller koloniens interesse. I sikkert håb om at erholde understöttelse af sin herre, kunde en dubash tillade sig hvilkensomhelst undertrykkelse mod agerbrugeren, der aldrig kunde vente ret mod sine plageånder, og derfor, når udsugelsen var dreven til den yderste grad, ikke havde anden udvej end at flygte. Det var som forpagter, at Su-
