premani Setti havde gjort sig så forhadt ved sine undertrykkelser, og hans adfærd havde derfor straks givet Anker et begreb om forholdene. Dog var det den gang endnu langt fra, at han så alt; men det varede ikke længe, for hans öjne bleve fuldstændig åbnede.
Omtrent et år efter Ankers ankomst til Trankebar, udlöb en forpagtnings-termin, hvorfor han önskede at benytte denne lejlighed til at indföre et nyt system, hvorefter agerbrugerne selv skulde forene sig om forpagtningen. Men så godt som ingen meldte sig, og de få, der kom, fik af den daværende finants-råd, M. A. Fugl, den erklæring, at den af dem stillede kaution ikke kunde tages for god. På den måde blev der intet af den hele plan, og alt måtte forelöbig blive ved det gamle. Da imidlertid Anker kort efter opdagede sammenhængen, at nemlig nogle dubasher med sine tilhængere havde fundet anledning til ved trusler at skræmme de indfödte fra at indlade sig på nogen forpagtning, gjorde han öjeblikkelig grev Schimmelmannn de mest indtrængende forestillinger om nödvendigheden af at forbyde dubasherne både direkte og indirekte at indlade sig i de kongelige forpagtninger, samt af at pålægge finants-råden ikke at indlade sig i noget foretagende, för han havde indhentet guvernörens approbation og fået hans befaling til at sætte det i verk.[1]
Den önskede ordre blev også udstedt, og såsnart den var indlöben til Trankebar, gjorde Anker öjeblikkelig forestilling hos det övrige guvernement om, at kontrakten med de daværende forpagtere måtte gå om igen. Herpå vilde de andre imidlertid aldeles ikke gå ind, og Anker måtte således forelöbig opgive sin hensigt, især da juristerne truede med proces, hvis den oprindelige kontrakt blev brudt. Da opkom
- ↑ Brev fra Anker til grev Schimmelmann af 29 Maj 1789 i hans kopibog for 1788–1790.
