kompagni, og den derved foranledigede storartede omsætning af asiatiske varer, var dets forfatning desuagtet ikke god. En af hoved-årsagerne hertil var den kostbare administration og de store udgifter, som krævedes til faktorierne.[1] Således udbetaltes efter Ankers opgave alene i gager til kompagniets betjente i Trankebar en årlig sum af 7000 rdl. for ikke at tale om den indirekte fordel, disse vidste at tilvende sig og sine. I stedet for at kompagniet med sin udstrakte kredit burde have været istand til at undersælge de private ekspetioner, var nu det omvendte tilfældet, da selv kompagniets direktörer og embedsmænd ikke generede sig for at optræde som dets konkurrenter. Hvor let det under sådanne forhold var at göre sin lykke, når man ikke tog noget hensyn til, hvilke midler man brugte, er således ikke vanskeligt at indse. I 1792 havde under-pakhus-mesteren i Trankebar, en person, der 4 år forud havde været soldat i garnisonen, sit eget hus, holdt heste og vogne og havde daglig galante selskaber, end- skönt hans gage kun var 300 rdl. Balancen i hans private regnskaber tilvejebragtes naturligvis ved uden skam at bedrage kompagniet, idet man for at få de varer, som vare bragte over i dettes egne skibe, måtte henvende sig til under-pakhus-mesteren, der handlede med dem for egen regning. På denne måde var det intet under, at en faktor kunde bruge en 8–10,000 rdl. årlig og alligevel i kort tid erhverve sig en anseelig formue.[2] Men den mand, der uden frygt
- ↑ M. L. Nathanson, Danmarks national- og stats-husholdning, side 758.
- ↑ Brev fra guvernör Anker til agent Erichsen af 15 Oktober 1792. Det heder i dette: „På vare, som indköbes hos de Engelske, betales 10 p. c. kommission. Derimod betales hos de Franske kuns 5 p. c. kommission, af årsag, at de sidstes vare ere slettere og fölgelig ej så afsætlige. Efter beretning skal kompagniets vare i år være indköbte hos de Franske. Ved leverancen vil direktionen selv være istand til at dömme, og af regningerne se belöbet af kommissionen, som anföres.“
