vare ansatte ved de indiske etablissementer, på meget få undtagelser nær. At ökonomi- og kommerce-kollegiet, der måtte udbetale det tilskud, som de trankebarske financer krævede, ikke altid var villigt til at påbyrde statskassen end flere udgifter, kan til nöd lade sig forklare, om det just ikke kan undskylde dette kollegiums ligegyldighed og slaphed i alt, der angik Indien; men i höjeste grad uforsvarligt bliver det, når man inden regeringen i Köbenhavn lånte öre til de bagvaskelser, som snart begynte at trænge sig frem og ikke skånede guvernörens person. Man får den forestilling, at kollegiets embedsmænd have stået i en meget intim forbindelse med de trankebarske og på forhånd uden at undersöge sagen taget deres parti mod guvernören, hvem hans lange ophold i England havde gjort fremmed for det hjemlige bureaukratis interesser og vaner. Hvem der egentlig har været den farlige modstander, til hvem Anker i sine fortrolige breve til broderen stadig sigter, men uden at betegne ham tydelig, tör vi ikke med bestemthed afgöre; dog er der meget, som taler for,at det har været sekretæren ved kollegiets tyske og ostindiske sekretariat, kammer-råd H. F. Schlegel, til hvem han tidligere havde stået i et meget godt forhold. En af de virksomste var regerings-råd Lichtenstein, der efter sin tilbagevenden til Köbenhavn synes at have sat himmel og jord i bevægelse for at klage over Ankers adfærd.
Ökonomi- og kommerce-kollegiet, hvis medlemmer, navnlig grev Schimmelmann, i begyndelsen synes at have været meget velvillig sindede mod Anker, blev under disse stadige påvirkninger mere og mere uvenligt mod ham, der på grund af den lange afstand först efterhånden kom under vejr med det stedfundne omslag og ikke fik adgang til at forsvare sig mod sine hemmelige fiender. Den eneste, der i Europa kunde tale hans sag, var hans broder, der heller ikke forsömte det,
