hen, samt hvad der havde været dens indhold, og hvad der kunde bevises af de i en sådan klage indförte punkter. For at opfylde denne hensigt bleve kommissionens medlemmer bemyndigede til at indhente guvernörens og guvernementets erklæring og indkalde enhver, hvis vidnesbyrd de måtte önske, til at afgive sin erklæring i sagen. Forat enhver frit kunde fremkomme med, hvad han havde at oplyse, blev det også samtidig pålagt guvernementet, at dette ikke måtte lade arrestere eller straffe nogen af de mödende, selv om kommissionen skulde finde deres vidnesbyrd ugrundet og ubevisligt, for sagen var afgjort ved endelig lovlig dom. Valget af kommissionens förste medlem, regerings-råd Lichtenstein, var ikke til Ankers fordel, da denne mand og hans værdige kollega, regerings-råd Colbjörnsen, havde været „de hemmelige instigateurs“ af de nye uroligheder, som kom til udbrud om våren 1795 og ganske sikkert stode i forbindelse med det mislykkede forsög det foregående år, 1794. Lichtenstein havde allerede længe hört til guvernörens modstandere, og nu vare begge end mere misfornöjede over, at de ikke havde kunnet få kommerce-kollegiets bifald til nogle planer, de havde fattet med hensyn til militær-kommandoen.[1] De nærede i sit hjærte det håb, at Anker vilde blive træt og tage afsked for at undgå de evige chikaner, og smigrede sig da begge med at skulle blive hans eftermand. Med rette kunde Anker udbryder „Dette er altså min belönning for at have bidraget til disse herrers befordring.“
- ↑ Nogle ar efter udbröd der nye uroligheder, denne gang foranstaltede af Lichtensteins dubash, der også fandt understöttelse af Bendix Djurhus Prahl, der på den tid var juridisk embedsmand i Trankebar. Da sagen har en med Supremanis og Sinnapas aldeles beslægtet karakter, vilde det kun være en trættende overflödighed at skildre den mere nöjagtig.
