forledede ved lögne og ved hemmeligheds-indviklinger til at handler uret mod en retskaffen mand. Dette er desværre ej det eneste eksempel på uretfærdigheder i de menneskelige selskaber mod enkelte lemmer; men nu erkender regeringen dette og vil frivilligen göre det godt igen ved de opmuntringer, som den har i sin magt at anvende, og dette eksempel er vistnok mere sjeldent end det nysnævnte.“ Efter tilintetgörelsen af de sidste bagvaskelser udeblev anerkendelsen ikke længe, da regeringen nu så i klart lys den redelighed og iver, hvormed Anker havde virket i Trankebar. Den så at hvad der måtte være gjort galt, var skeet tiltrods for ham og ikke gennem ham, og vidste derfor næsten ikke, på hvad måde den skulde göre den begåede uret god igen.
8 April 1804 udnævntes Anker til ridder (efter den senere ordning svarende til storkors) af Danebrog, og kronprinsen ledsagede ordenens insignier med en særdeles smigrende, egenhændig skrivelse. Ovenpå hvad der forhen var skeet bliver en udmærkelse, som denne, af stort værd, endskönt det af hele den måde, hvorpå Anker omtaler den, fremgår, at han ikke selv lagde megen vægt derpå.
Anker var imidlertid træt af livet i Indien; de uophörlige fortrædeligheder, der havde ledsaget ham under hans hele ophold, vanskeligheden ved under disse at tilvejebringe et gunstigt og varigt resultat, en fremrykket alder, mindre gode ökonomiske vilkår[1] og endelig det ödelæggende tropiske klima, alt dette var mere end grunde nok for ham til at önske at kunne vende tilbage til Norge og i nærheden af sit barndomshjem at tilbringe resten af sit liv i filosofisk
- ↑ Livet i Indien var overordentlig kostbart; da således lady Clive besögte Anker i Trankebar, havde hun med sig et fölge af 800 personer, deri indbefattet hendes eskorte; det var under en rejse for at ligge på landet!
