- Kiære Hr. Berg!
Det Bekiendtskab, vi giordte med hinanden i Kiøbenhavn, var mig alt for behageligt – især da vi begge havde et Yndlingsstudium – til at jeg ikke skulde ønske det fortsat ved en Brevvexling, som jeg troer vilde være ganske fordeelagtig, paa begge Sider. Vi ere begge nær ved Bibliotheker, som indeholde betydelige Værker, saa vel trykte som haandskrevne, De ved det Deichmanske og jeg ved det store kongelige. Da de forloed Kiøbenhavn, var jeg, som de nok erindrer, ikke saa lykkelig, at komme i deres Sted paa Læsesahlen, men det varede ikke længe før Copiisten fik et andet Embede, Halling hans Post, og jeg succederede denne paa Læsesahlen. Jeg har nu fuldkommen Adgang til alle de litteraire Skatte, dette Bibliothek indeholder, og benytter mig ogsaa af dem det bedste mueligt. Fædrenelandets Historie, besynderlig Antiqvitæterne og Litterairhistorien, ere de Videnskaber jeg meest lægger mig efter; til den Ende excerperer jeg de hidhørende Manuscripter, og for nyelig har jeg begyndt at giennemsee alle danske Skrivter fra de forrige Aarhundreder, ved hvilken Anledning, jeg ofte i Dedicationer og Fortaler, finder Efterretninger og noticer, som man forgjæves søger andetsteds. Men dog eyer det Deichmanske Bibliothek, som jeg af Catalogen kan see, adskillige lærde Mænds Breve og andre Manuscripter til Litterairhistorien, som det Kongelige Bibliothek mangler, og dette besidder igien mange Slægtebøger og andet til Adelshistorien samt ved de Suhmiske Manuscripters Indlemmelse Afskrivter af de Rostgaardske Manuscripter, som savnes paa det Deichmanske Bibliothek. Mit Forslag er derfor, at vi indbyrdes meddele hinanden Excerpter af hvilke Manuscripter eller Bøger, vi begge kunde mangle; skulde da De finde Behag deri skal jeg bede, dem med det første vil underrette mig derom, som og hvad de ønskede at have efterseet, da jeg altid med største Beredvillighed skal forrette det. – – – – – –
Gierne vilde jeg nu meddele dem nogle Nyeheder fra Kiøbenhavn, som kunde interessere dem, om jeg ikke frygtede for, at det lidet, jeg vidste skulde være dem bekiendt. At det heele Academie, at mange af højeste Rang i Staten og i Videnskabernes Rige fulgte vor dyrebare, vor ulignelige Suhm til Graven, at Studenterne og Professorerne kappedes om at bære hans Levninger til sit Hvilested, kan ikke være dem, eller nogen som Suhm har interesseret, ubekiendt. Med sin Danmarks Historie er han kommet til Aar 1400; havde han levet et par Aar til, havde han faaet den fuldført. Den
