af de største Viise (Spinoza) foreskrev: Res humanas nec ridere, nec lugere, nec admirari, nec despicere – sed intelligere – skiøndt jeg vil tilstaae, at dette sidste ikke altid er saa let. Man haver vel neppe Exempel paa nogen Stat af stort Omfang, hvor alle enkelte Bestanddele, fandt sig lige tilfredsstillede eller havde Grund til at være det – med deres Regiering. Endnu mindre kan man vente saadant der, hvor Skiebnen og Tidernes Medfør mere end egentligt frit Valg have ført Folk af meer eller mindre forskjellig Herkomst m. v. sammen. Engelland og Irland, Engelland og Skotland, Østerrig og Nederlandene, Østerrig og Ungarn, Spanien og Portugal, Spanien og Neapel og mange flere, som De selv kiender ligesaa godt som jeg, afgive Beviser herfor. Ved en Forening mellem to, i ethnographisk Henseende vel overeensstemmende, men i physisk Henseende saa høist divergerende Lande, som Danmark og Norge med Regenternes nødvendige Residenz i førstnævnte Rige m. v. kunde det nu vel blive Grund for sidstnævnte Rige at dolere om nogen Tilsidesættelse, Forsømmelse af dets Tarv og deslige. Men hvad jeg aldrig haver kunnet finde eller overbevise mig om, er at det nogensinde skulde have været en forsætlig Plan hos de danske Magthavere at holde Norge i nogen egentlig Afhængighed. Før 1660 haves jo endog Spor til, at Regenterne havde for dette Rige et Slags Prædilection, som det, der var eller ansaaes for at være Arverige; og efter hiin Revolution er der dog vel, for det som for Danmark giordt noget meer end tilforn. Kiender man noget til Danmarks indre Forfatning i Tiden før Souverainiteten, vil man vist ikke finde den i nogen Maade bedre end Norge til samme Tid. – Et trykkende Aristokratie med alle dets Følger, maaskee endog mere trykkende her, rugede over begge Riger. Man erindre sig Forhandlingerne 1660. Og efter denne Tid, hvor mange Klager ere da ikke hørte fra Provindserne – Jylland især – over at Kbhvn. berigedes paa det øvrige Riges Bekostning, over Handelens og Kiøbstædernes Forfald; men at disse Klager, for en stor Deel kunde være grundede, kan man vel ikke nægte, naar man tænker sig, hvor lidet sand Statsoeconomie var kiendt og fulgt selv i det 18de Aarh. endnu, og selv i større og betydeligere Stater end vore.
At alle Norges Ulykker sene og alene skulde hidrøre fra Calm. Unionen, som saadan, hvilket adskillige overfladiske Qvasi-Historikere have antaget, troer jeg min Høistærede Ven alt for fortroelig med Norges Historie fra Magnus Lagabæters Død indtil terminus qvæstionis, til at statuere. Bor-
