tilbage, som staae til meste for Venner og Bekiendte. I Norge haver – om jeg mindes ret – Prof. Welhaven det. Det er fra 1842, men jeg tør antage, at jeg ikke just har forandret mig meget siden den Tid. Til mine Personalia, senere end Erslews Forf. Lex., hører mit Jubilæum 1855, hvoraf „Ill. Nyh.“ i sin Tid tog en saa venlig Notice, og at jeg i Marts d. A. blev Commandeur af den nederlandske Eegekrone-Orden, paa Grund af Tienester, jeg har vist det Kongel. Bibliothek i Haag og Univ. Bibl. i Leiden. Skiøndt jeg desværre aldrig har seet mine Fædres Land, har jeg dog, baade i ældre og nyere Tid, staaet i fleersidig Berørelse med Norge og med Nordmænd. Som Student havde jeg megen Omgang med begge Muncherne og med I. Rynning, siden Præst til Ringsaker, nu formodentlig død[1]. Jeg var 1796 blandt de „Indkaldte“; Wulfsberg holdt ved den Leilighed Petitio og Storm Munch Gratiarum actio. Med Rynning giorde jeg Bekiendtskab hos Berg; han var fortroelig med norsk Statistik og med de norske Forhold; som flere Nordmænd var han misfornøiet med Norges Styrelse hernedefra. Fra en seenere Tid mindes jeg med Interesse Proff. Schielderup og Hersleb. Den Første besøgte jævnligen det Kongel Bibl. og kom ofte til en god Ven af os Begge, Lægen Prof. Wendt, hvor han altid var Sielen i den lille Kreds, ved sin Lune og Vittighed, ved underholdende Fortællinger om hans Fodvandringer med Skuespiller Lindgreen og skolelærer Klagenberg i Sielland eg paa Lolland, om Scener fra Felttoget 1807, hvor han var Stabschirurg ved den improviserede Armee; endelig ved sine Bellmanske Sange. Hersleb blev 1807 Inspecteur paa Bibl. Læsesal; han var med Molbech, Amanuensis Widerøe (ogsaa Nordmand) og mig der tilstede i Rædselsnætterne 2–5te Sept. 1807; han var den roligste og meest resignerede af os alle, blandt hvilke jeg nu er den Eeneste tilbagelevende. Gamle Moldenhawer interesserede sig meget for ham; og han var egentlig prædestineret til Ansættelse i det theologiske Facultet. Han skrev mig nogle Gange til fra Norge; jeg erfarede seenere med sand Veemod hans tunge Lidelser, inden Døden kaldte ham. I A. 1806 laae jeg syg af Skarlagensfeber paa Friederichs Hospital, hvor Dr. Sørensen dengang var Reservelæge; en elskeligere Læge har jeg aldrig kiendt, hverken før eller siden. Han er jo nyelig død, og som jeg med veemodig Deeltagelse har hørt, af en smertefuld Sygdom. Af mine norske Colleger her ved
- ↑ † som Sognepræst til Snaasen og Jubellærer 1857. Medd. Anm.
