Væderhorn eller en død Skjær op i Spiltouget. Ligeledes ophænges Rovfugle, saasom Ørne, Høge og Ugler, over Stalddøren, forat Hestene kunne trives og beskyttes for Mareridt[1]. Naar man hos os tildels endnu spigrer en ihjelslaaet Ugle fast til Væggen over Stalddøren, er dette en hensvindende Levning af den samme Folketroens Brug.
Især i Julen, men ogsaa ellers, har man hos os brugt at hænge de førnævnte Marklung eller Sigmundssvøber i Fjøs og fornemmelig i Stald for at skjærme dem for Aasgaardsreien. I Sverige kjendes den samme Sædvane, og det var der Tro, at Maren red dem og sparede Hestene. Andetsteds i Sverige ophænger man en Maresten i Stalden[2], antagelig en „Tordensten“, som paa Grund af Brugen mod Maren bærer dette Navn.
Bestemte „Sveiv“ pas Haarene paa bestemte Steder af Hesten kjendes endnu som Mærke paa, at den ei skal lide nogen Udød ved Udyr. Som Bjørn og Skrub endnu kaldes Troldskab, have disse Mærker i sin Tid været tillagte Kraft mod virkelig Troldskab. Og Sveivene ere vel en God-Vætternes Gave til den. En tilsvarende Folketro er knyttet til Hunde med „fire øine“, d. v. s. foruden de to virkelige Øine to Flekker over disse med lys Farve og af Øinenes Størrelse.
Hesten er ligesom Hunden synen eller synsk, saa den ofte Dag som Nat ser meget Spøgeri og Skrømt, Gjengangere, museer og Underjordiske, som Folk ikke ser[3].
Derfor standser den ikke saa sjelden op paa Veiene. Vistnok sker det for endel ogsaa med Folk, der er bestemte Steder, hvor man aldrig vil komme frem uden at snuble. Det er de underjordiske eller andet Troldskab,
