som lægger sig i Veien eller som lægger Hindringer i Veien for En[1]. Per Sannum blev endog saaledes bunden af de Underjordiske, at han maatte staa en hel Nat i Hjemhagen sin[2]. Men dog er Hesten især udsat derfor. Paa visse Steder, især saadanne, hvor en Ulykke er skeet, eller hvor En har gjort en Ulykke paa sig selv, ville de fleste Heste standse op. Og ofte standser den, hvor man mindst venter det. Folk sige nutildags, at den da er stædig; men de Gamle vidste godt nok, at det var de Usynlige, som skræmte den eller holdt den fast til Stedet, saa man ikke kunde faa den frem[3].
Engang imellem kan man ogsaa faa se, hvorledes de onde Væsener holde Hesten. Rasmus H. red engang sent om Kvelden udover fra Vigmostad. I et Skar kom en Karl fra det ene Berg. Han var som en tolvaars Gut af Størrelse og havde blank Hat paa Hovedet. Han standsede Hesten, saa den ingen Vei kunde komme, skjønt den var meget urolig. Endelig spændte den saa haardt i Veien, at der kom Ildgnister, og saa maatte Karlen slippe den; men med det samme blev Rasmus bidt i Haanden og var vanfør i lang Tid efter. Det var saaledes Thussen, som var hos ham, og han blev thussebidt. Da Thussen, som altid gaar med blank Hat, maatte vige, slog han til Hesten, saa den lek af alle Kræfter. Rasmus vidste selv ikke ganske, hvorledes han kom frem; han havde nok med at holde sig fast, og da han naaede hjem, havde Sadelen vredet sig paa Hesten, saa den hang under Bugen[4].
