Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/502

Denne siden er ikke korrekturlest

Vinger, og naar den har hugget en Hest, faar den Manke, og saa er den Drage.

Hestens hemmelighedsfulde Kraft er ogsaa stundom forgjørende og trolddomsagtig.

Man maa vogte sig for at gaa saaledes med Melkebøtterne, at Hestene skulle faa se ned i dem; thi da tager Melken Skade[1].

Hestesælen maa ikke komme ind i Stuen, hvis der er en svanger Kvinde[2]. Meningen er antagelig den, at hun da ei vil blive forløst.

En svanger Kone maa ikke gaa ind i nogen Drog; thi da vil Barnet faa Fødder, som ligne Hestens[3].

Et Slags „Fald“ er „Heste-Fald“ Har en Hest væltet sig paa Marken, og en svanger Kone er den første, som gaar over det Sted, da faar det Barn, som hun gaar med, Hestefald, der bestaar i, at Barnet vil komme til at knegge som en Hest.

Hermed kan sammenholdes vore Fædres Tro paa, at der med et afhugget Hestehoved kunde øves Trolddom, som naar Egil Skallagrimsson ved Hjælp deraf reiser Nidstang mod Kong Erik og Dronning Gunhild.

Dens stærke og hellige Kraft er dog ogsaa virksom mod Sygdom og anden Forgjørelse.

Saaledes kan man blive Vorter kvit ved at stryge dem paa en sved Hest[4].

Ligesaa ved at bade sig i Heste-Urin[5].

Mod Kighoste bruges det at drikke Hoppemelk, som

  1. Guldalen. Etter Sundt, Ædruelighedstilst. 95.
  2. Hardanger.
  3. Sammesteds.
  4. Mandal.
  5. Jarlsb., Mand., Søndfj.