Og i Eventyret hedder det: „Hest fik hun; hun skulde
bare slaa den under det venstre Øre og bede den gaa hjem,
saa gik den“[1].
Paa Grund af denne dens Klogskab gjør Sagnet den ogsaa tildels ansvarlig for, hvad den gjør.
Oppe paa Helle i Undalen boede en Kjæmpe ved Navn Stigan[2]. Han havde en Hest, som „etter Maaden“ ikke var ringere end han selv. Dens Mage saaes ikke. Den var blakket og kaldtes derfor Helleblakken. Naar Stigan var ved Kirken, bandt han den paa en bestemt Plads nær en Bæk. Stedet kaldes derefter endnu Blakstad-Vadet. En Søndag rev den sig løs og løb paa Hjemveien. Underveis greb den en Pige, som skulde til Kirke, løb med hende i Gabet og mishandlede hende saaledes, at hun døde kort efter. Derfor skulde Hesten lide Straf. Den blev spændt for Greierne og kjørt hen til det Sted, hvor den havde gjort Ugjerningen. Her læssede Bygdens Mænd saalænge Sten paa, som det var den muligt at trække, hvorpaa de alle sloge til den med sine Stokke, og da den ikke kunde orke længere, men var sprængt, sloge de den ihjel paa Stedet. Stenlæsset blev kastet over den. Det er en meget stor Stenhob, som endnu sees og kaldes „Blakstad-Læsset“[3].
Det første Legetøi, som Landsgutten skal have, er en Træ-Hest. Guttens første Tegning er Hesten. Det er en Begivenhed i Guttens Liv, første Gang han faar Lov til at sidde paa Hesteryggen; han ter sig da som en Helt. Et spottende Stev ved ogsaa at tale om „Gutten med den gule Vesten, som sad saa kjækt, da han kom paa Hesten“. Den er Husbondens Stolthed, og man kan ikke sjelden faa høre
