SMAASTYKKER.
(No. 1–12 af L. DAAE, No. 13–14 af YNGV. NIELSEN, No. 15 af S. BUGGE).
Fra Hr. Peder Fylling i Ørskog (Forfatter af en Beskrivelse over Borgunds Præstegjeld og en flittig Samler af lokale Sagn) modtog Universitets-Bibliotheket for kort Tid siden et Sagn, som han nylig havde hørt paa Harhamsøen i Søndmøre, og som i Korthed indeholdt Følgende: Engang kom to Sørøverskibe ind til Søndmøres Kyster, af hvilke det ene seilede ind ad Bredsund, men det andet kom til Gaarden Harham paa Øen af samme Navn. Det var kort før Jul, og Mandskabet besluttede at tilbringe Helgen paa Harham, hvor de ogsaa trak sit Skib paa Land. Gaarden beboedes kun af én Mand, der ei var hjemme, men hans Hustru modtog de ubudne Gjester paa bedste Maade for at undgaa Plyndring, thi hun forstod snart, hvad Slags Folk hun havde for sig. Røverne foregave at kjende Manden paa Gaarden godt og lod, som om de beklagede ei at have truffet ham. Snart blev deres Opførsel nærgaaende, de forsynede sig paa egen Haand i Stabur og Kjælder og opførte sig brutalt mod Konen og hendes „Terner“. Der var tolv „Huskarle“ paa Gaarden, der havde Natteleie i et lidet Hus, adskilt fra Hovedbygningen, hvor Konen sov med sine Terner. En Nat overfaldtes Kvinderne af Røverne og raabte da paa Huskarlene, der ogsaa halvpaaklædte indfandt sig i den bælmørke Stue, hvor Lysene vare slukte. Her begyndte nu en vild Kamp, idet Huskarlene med Spyd og Øxer hug og stak efter Røverne, som for Øieblikket vare vaabenløse. Otte af dem faldt da i Stuen, medens de øvrige tog Flugten og ilede ned til Stranden for at faa sit Skib flot, men det lykkedes ikke, og de tog da Flugten indover Øen forfulgte at Huskarlene. Blandt disse sidste var der en stor og sterk Mand, han rev et „Smilbord“ fra Stuen, brugte det som Vaaben og
