Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/69

Denne siden er ikke korrekturlest

hyldingstribunen, vedbleve disse fremdeles at holde den samme over hans hoved. Kongen tog sæde på sin kongelige stol, hvorpå Hannibal Sehested trådte frem og „holdt en vigtig og berömmelig oration“ for hans majestæt. Han fortalte i denne om, hvorledes det havde behaget gud at göre Frederik III til konge over to så mægtige kongeriger, og at stænderne i Norges gamle rige[1] med glæde havde erfaret hans forestående ankomst og derfor indfundet sig til hyldingen i da håb, at de måtte få sine privilegier bekræftede, ligesom han også selv håbede at blive opretholdt i sin tidligere myndighed. Derpå aflagde statholderen sin ed, og så fremförte oversekretæren, Otte Krag, stænderne for kongen i den forud bestemte orden for at aflægge den i tingfarebalken foreskrevne hyldingsed, först adelen, så bisper, lagmænd og kapitlernes deputerede, derefter presteskabet, borgerstanden[2] og endelig bönderne. Efter hvert som alle disse kom op på tribunen, faldt de på knæ på egne, dertil indrettede skamler og aflagde eden, der blev dem forelæst af kantsler Sehested, hvorpå kongen „blideligen og nådigst“ rakte enhver sin hånd med undtagelse af bönderne. Dermed

    borgegården förte op til de kongelige værelser, holdtes vagt af 12 sortklædte hellebardierer; værelserne vare også betrukne med sort; dog var et enkelt kammer malet blåt og kirkens træverk grönt. De vogne og heste, som kongen benyttede under sit ophold, har han vistnok alle selv medbragt fra Danmark. Se P. W. Beckers samlinger til Danmarks historie I, 5.

  1. „Die stände der uralten kron Norwegen“ heder det i den ovfr. omtalte tydske beretning om hyldingen.
  2. Borgermesterne havde for övrigt dagen i forveien sögt at skaffe sig plads foran presterne, forat ikke disse senere skulde anmasse sig nogen præcedents deraf, men forgæves. Brev fra de to borgermestere i Kristiania, Hans Eggertssön og Arent Hanssön af 23 aug. til statholderen. (Indlæg fra alle lande 1648 i det danske gehejmearkiv.) Med det samme spurgte de også om, hvordan borgerskabet skulde forholde sig, og „hvo på byens vegne skal udstede lösens ordet udi byens vagt“.