Munch, Beskr. 199, har Vistulönd, der ei lader sig forklare), Vistorð eller Orð (Orten), Romsdalen. Merkeligt er Vistven, Inderøen, der ei kan komme af gaarden Vist, fordi en saadan sammensætning med vin vilde være uden exempel; det betegner altsaa en vin, hvor man havde huse og opholdt sig (det hele aar); det kaster saaledes lys paa betydningen af begge stammer. Ívist og Tyrvist, Syderøerne, om de ere nordiske navne. Denne stamme forekommer i Helgeland som navn paa en smal fjord, der gaar dybt ind i S. Ø. indenfor Minda i Thjøtta pgd., i middelalderen utvivlsomt Vist, nu Visten. Den er trang med bratte fjeldsider lig Thosen og synes lidet indbydende til bebyggelse; kun nogle faa navne her ere ældre. Det er ikke urimeligt, at denne fjordegn fra begyndelsen af har været et underbrug for de store gaarde paa Thjøtta eller Minda og deraf faaet sit navn. At dette ialfald har været tilfelde i slutningen af middelalderen, synes at fremgaa af denne notits i AB. p. 88: Item ager thjotta (som da hørte til erkestolen) allen skogen innan at auso ok utan at straumenom a bædhi londh. Denne straumr har maaske været mundingen af en af elvene i fjordens bund.
Endelsen staðir har været brugt til at danne navne meget længere ned i tiden end heimr. Det viser sig deraf, at den er overmaade hyppig paa Islands og at den gaar længere op i dalene i Norge end den anden. I Østerdalen, hvor som før nevnt navne paa heim ei findes nordenfor Elverum, er stad hyppigt i Aamot og Rendalen og findes endog et par gange i Storelvedalen og 1 gang i Tyldalen (men slet ikke i de 3 nordligste prestegjeld); i Guldalen gaar det ogsaa et sogn længere op (Hovstad i Singsaas). Det viser sig fremdeles deraf, at næsten halvparten af dermed dannede
