navne ere sammensatte med personsnavne.[1] At den første brug af denne form dog gaar meget langt tilbage i tiden, synes at fremgaa af flertalsformen, der udtrykker noget mere ubestemt, ei den enkelte plads, men et helt streg; det er verdt at merke, at naar den sammensettes med ból, bruges altid entalsformen (Bólstaðr, Myklibólstaðr, Bersab., Haugab., Helgib. osv.). Grunden kan ei være nogen anden, end at denne tilføielse netop giver begrebet af en bestemt plads med en fuldbygget gaard (bœr). Denne endelse forekommer noget hyppigere; i den til det gamle Helgeland hørende del af Bindalen: Heilstad (Heiligstaðir Munch Beskr. 70), Bangstad, Bardstad, Hangbardstad; i Brønø: Frilstad (Friðleifsstaðir AB. 89), Baugsstad, Hildstad; paa Vega: Kolstad, Gladsstad; i Thjøtta: Vevelstad, Gjuvstad, Nordbostad, Myklebostad, Bragstad; i Alstahaug: Kjerstad (matr. Tjerstad); i Herø: Gullstad, Teigstad, Herstad; i Nesne: Segelstad, Fuglstad, Nordbostad, Myklebostad, Skjevstad (Skeifstaðir AB. 87); i Heimnes ude i Ranenfjorden: Dilkestad; i Vefsn i den nederste del nær fjorden: Kulstad, Dolstad, Kjerstad. Forresten findes det ei i Vefsn og hele indre Ranen.
- ↑ Jeg vil ikke hermed have sagt, at alle sammensetninger med personsnavne skulde tilhøre en sen tid (f. ex. slutningen af hedendommen). Men kan man end indrømme, at en del saadanne navne kunne skrive sig fra den ældre jernalder, tror jeg paa den anden side, det er vist, at saadanne dannelser vare almindeligere i den senere tid, og at naar der er et saa merkeligt forhold i denne henseende mellem heim og stad, saa er dermed en tidsforskjel givet, naar der ikke i det førstes begreb ligger nogen hindring for at sammensette det med personsnavn. Saadanne sammensetninger forudsette ialfald en tettere bebyggelse og nært nabolag, da visselig aldrig en mand selv har kaldet sin gaard efter sit navn, men den er bleven kaldet saa af naboerne, saaledes som det endnu ofte sker i nybygderne, naar ikke eieren selv har givet et navn, som har vundet erkjendelse.
