Veigarsteinn (se nedenf.) viser; det er kanske oftere tilfelde, at en sterk form senere er gaaet over til en svag paa a (man kan jevnføre, at kvindenavnet Hlíf i middelalderen gaar over til Liva, og at man i diplomerne fra 14de og 15de aarh. finder Ragnhilda, Gunna o. s. “v.): I Sn. E. forekommer blandt navne paa „sø“: körmt, hvítingr, dyn, hvilke alle ogsaa findes som ønavne. Det ser saaledes ud, som om et ord, der egentlig betegner „sø“, „vand“, kunde bruges som navn paa en ø, og saaledes maa da vel ogsaa Veig forklares. Hermed kan sammenlignes, at man i den samme opregning i Sn. E. finder hefring, hvorved man kommer til at tænke paa Hefring (Høvringen), en fremstikkende fjeldpynt i Throndhjemsfjorden. Det er dog muligt, at hvítingr som ønavn kan hentyde til fjeldets hvide farve[1]. – Dyn forklares vel rettest: dønning (verbet dynja); man finder sideformen Dun i Sn. Edda II, 492. Genitiv: Dynjar; deraf Dynjarnes, nu Dønnes, paa nordenden af øen, som i det 13de aarhundrede var en høvdingegaard (Paal Vaagaskalm). I Thveit, Agder: Dynjarstaðir (Munch Beskr. 134, nu Dønestad), ved elven. Dynröst, den stormfulde havstrekning mellem Orknøerne og Hetland, „den dønnende strømning.“ Naar D. N. 2, 276 har formen Dynjunes, kan det vistnok bare være skjødesløst skrevet, men kunde ogsaa være tegn paa tendents til den ovenfor omtalte overgang fra sterk til svag form. Ved den almindelige forvanskning, at en større lokalitet faar navn efter en mindre, hvilken den selv oprindelig har givet navn, skrives øens navn i regelen Dønnesø efter gaarden; denne form er aldeles ukjendt blandt almuen, der kalder den Døn eller Dønna (med artikelen), og bør rent afskaffes og erstattes af Døn. Den samme forvanskning
- ↑ hefring skal efter Bjørn Haldorsen betyde „storm, uveir,“ hvilket ogsaa kan passe paa det nevnte sted.
