konungatal“ Reisen udgaar fra England: “nu drager Kong Knut med en stor Hær vestenfra England og til Danmark .og kom til Limfjorden, og derfra seilede han til Norge med 1200 skibe (thi han havde udbedt fuld Almenning baade fra Danmark og England) og kom med sin Hær til Agder og seilede saa nordover langsmed Landet[1]. Ingen af disse Forfattere har vel været opmærksomme paa, at man fra den østlige Munding af Limfjorden ved at seile nordover ikke kom direkte til Agder, men til Viken. Snorre har derimod lagt Mærke dertil og har forandret sin Fremstilling derefter. Han siger nemlig: “Kong Knut drog sin Hær sammen (i Danmark) og styrede til Limfjorden. Men da han var færdig, seilede han derfra med hele sin Styrke til Norge, han for hurtigt frem og laa ikke ved Land østen Fjorden (ɔ: i Smaalenene eller Bohuslén); han seilede over Folden (eller længere nede: udenskjærs forbi Folden) og lagde til paa Agder“[2]. Denne Beskrivelse svarer jo kun til en Reise fra Limfjordens østlige Munding gjennem Kattegat og Skagerak; altsaa ogsaa her kjender Snorre kun den østlige Munding og ændrer sine Kilders for ham utydelige Ytringer for at faa dem til at passe til sin Forestilling.
Skal man skaffe sig en sikker Opfatning af, hvormeget Snorre og Islændingerne kjendte af Danmarks Geografi, bør man altid huske paa, at de, selv om de vidste bedre, angav Beliggenheden ikke efter de virkelige Verdenshjørner, men efter Kursretningerne. Selv Snorre fremstiller det derfor som om Jylland ligger syd for Øerne, eg diese syd for Skaane; saaledes ser vi en svensk Konge fra Øresund seile “syd“ til Vendsyssel (Side. 76) og Kong.Magnus fra Jylland seile “nordefter“ til Sjælland (Side 539); ved Siden deraf
