gjerne er opblandet med mange hedenske Bestanddele. Daterer man alligevel Kristendommens Indførelse fra en langt tidligere Tid, hvor længe det end derefter varede, førend sand kristelig Oplysning kunde vinde almindelig Indgang og den tilbørlige Indflydelse, saa er der vel heller ingen Grund til at gaa frem paa anden Maade ved Besvarelse af Spørgsmaalet om Tiden, da Lapperne bleve kristnede.
Nærmere eller nøje at bestemme Tiden, naar dette skede, bliver dog en vanskelig Sag, saameget vanskeligere, som Kristendommen ikke vel kan være antagen til samme Tid af alle dem, der hørte til dette Folkeferd, adspredte som de vare over en vidtløftig Landstrækning, der tilhørte to forskjellige Riger, og det, selv om man indskrænker sig allene til dem, som boede inden vort eget Lands Grænser, maa ansees for afgjort, at Kristendommen først efterhaanden har banet sig Vej iblandt dem og vundet noget Herredømme over dem. At man allerede tidligen hos os har søgt at
skriftet Urda 1, 143; J. Aas, Gjerestads præstegjeld og Præster S. 129 (163. 167); L. Daae, Norske Bygdesagn II, 130 fg. Foruden de paa nævnte Sted i Tidsskriftet Urda omtalte Træer, havde man for ikke lang Tid siden i Sogn mange andre Træer, der ansaaes for hellige, og af hvilke idetmindste flere dyrkedes paa den Maade, at man til visse Tider overgjød deres Rødder med Øl eller Melk; saasom en Fure paa Uppbyrge i Sogndals Præstegjeld og en anden paa en til Gaarden Flugum sammesteds hørende Sæter, 2 Birker paa Grinde og en paa Hamre i Lekangers Sogn, en Birk paa Mellang og en paa Bø i Bødalen af Viks Præstegjeld; og som lignende Træer kan nævnes en Fure paa Gaarden Roska ved den nordvestlige Del af Storvandet i Viks Sogn af Søndfjord, og en hul Eg, der endnu skal staa paa Tveiten ved Hitterdalsvandet i Nedre Telemarken, og hvori der hver Juleaften hensættes Grød. Ogsaa Ilden kan endnu faa sine Offere af dem, som koge Mad. – Skal Lappernes Trolddom tjene til Bevis for deres Hedenskab, da fattes der heller ikke Beviser i Mængde paa Nordmændenes.
