de kunde komme til at paadrage sig ved overtrædelse af Landsloven eller Kristenretten[1].
At Bestræbelserne for at gjøre Lapperne til Kristne ikke ere blevne frugtesløse, kan man ogsaa slutte deraf, at i den af P. A. Munch i Aaret 1850 udgivne Chronicon Norvegiae, hvis Forfattelsestid maa ansættes til den første[2] eller anden[3] Halvdel af det 13de Aarhundrede, omtales det norske Finmarken S. 2 som beboet af Kristne, medens derimod de mod Nord eller østenfor Norge boende Kareler, Kvæner, hornede (cornuti) Finner og Bjarmer omtales som Hedninger. Hermed stemmer det ogsaa overens, naar Forfatteren S. 4 siger, at der til Norge steder en vidtstrakt Ørken, der skiller det fra de hedenske Folkeslag, og hvori allene Finner og vilde Dyr har sit Tilhold; og det kan neppe siges at staa i nogen Modsigelse hermed, naar han paa samme Side taler om Finnernes (ɔ: Lappernes) Vantro og Trolddom, eller at han paa den følgende Side L. 3 modsætter Kristus og Finner. Ti den nævnte Vantro kan netop have bestaaet deri, at de vare hengivne til overtro og Trolddom, hvad der vel kunde medføre, at de kun vare lidet kristelige men dog ikke kunde gjøre dem til Ukristne; ligesom de Finner, som de Kristne efter Forfatterens Fortælling i Handelsærinder besøgte, jo netop kan have været de hernede Finner, hvilke han i det foregaaende havde stillet som Hedninger i Modsætning til de Finner, der opholdt sig inden Norges Grænser.
Ogsaa paa anden Maade lader det sig med Sikkerhed
