romersk-katolske Kultus og Kirkeret, som endnu indtil den sidste Tid hos dem har været at finde. Som Sætersdølen endnu i anden Halvdel af forrige Aarhundrede højtideligholdt Lørdagen[1] (utvivlsomt til Jomfru Marias Ære, se min Afhandling derom i Norsk historisk Tidsskrift 1ste Bind S. 187–193), gjorde nemlig Lapperne ikke allene det samme, men højtideligholdt ogsaa Fredagen (gn. föstudagr)[2], og at vore Lapper har gjort det samme, maa allerede antages paa Grund af, hvad herom læses i Kn. Leems Beskrivelse over Finmarken Side 487 fgg., ligesom det vil finde sin Bestyrkelse i hvad jeg senere derom skal oplyse. Men naar Helligholdelse af disse Dage, som ogsaa Iagttagelsen af Julefaste[3], ikke vel kan have faaet Indpas hos Lapperne efter Reformationen, saa maa dog vel dette afgive et fyldestgjørende Bevis for, at den allerede før sammes Indførelse har været brugelig hos dem, og at de altsaa meget tidligere maa have antaget og bekjendt sig til Kristendommen i dens romersk-katolske Form.
Et andet Vidnesbyrd derom af en lignende Beskaffenhed tør man vel ogsaa finde i den blandt vore Lapper herskende Sædvane ved Møde at tiltale et Menneske med Navnet: fadder, dersom de staa i et saadant Forhold til hinanden, som det, hvilket vore Forfædre betegnede med Ordet guðsifjar (lat. cognatio spiritualis)[4]. Hvad der har
- ↑ Topografisk Journal for Norge 26, 52.
- ↑ Högström Beskrifning öfver de til Sveriges Krona lydande Lappmarker S. 49 fg. Schefferi Lapponia: S. 93 (82). Citationerne af dette Værk ere efter den tyske Udgave (Frankf. a. M & Leipzig 1675) med Siderne af den latinske (Francofurti 1673) satte i Parenthes.
- ↑ Se Leems Beskrivelse S. 493.
- ↑ Jvf. Ahlqvist de Vestfinska språkens kulturord S. 223 fg.
