den samme Magt eller Virksomhed som begge vare Troldenes lige frygtede som uimodstaaelige Fiende. Ti som Tor drog omkring og ihjelslog Trold, og derved viste sig som Menneskenes Velgjører, saa bleve ogsaa Troldene til Sten, naar de, overraskede af solens Opgang, udsattes for dens Skin eller Straaler. Tors luerøde Skjæg, hvorpaa Svensken vil stege Strømming, hvorpaa Nordmanden vil tænde sin Pibe, eller hvorfra han maa holde sig paa Afstand for ikke at brænde sig, naar han synes at gjenkjende det i et almindeligt Menneskea, er et ligesaa passende symbol paa Solens brændende Varme som paa Lynilden.
Endnu mere paafaldende og afvigende fra, hvad der hos os fandt Sted, kan det synes, naar Lapperne tillagde sin Tordengud en Hustru, der deltog i hans Virksomhed[1]. Ti om der ogsaa i vor Mytologi tillægges Tor en Hustru Sif, saa er der alligevel ingen Tale om hendes Gjerninger, skjøndt man vel tor antage, at hendes Guldhaar[2] havde en lignende symbolsk Betydning, som Tors røde Skjæg. Men hvad der i de gamle Skrifter meddeles af vore Forfædres Gudelære og Mytologi giver os neppe nogen fuldstændig og korrekt Oplysning om, hvad der i Hedenskabets Dage virkelig var i Folkets Tro; og i den nuværende Folketro finder man virkelig Forestillingen om Tor og hans Hustru som virkende i Forening, naar Lynstraalen farer gjennem Luften og Tordenen brager. Naar der tales om Torden og Lynild, gjør man nemlig, idetmindste paa nogle Steder, Forskjel mellem Torlo(d)
