denens (Luftens og Lysets eller Ildens) Gud tidligere skulde have været ukjendt blandt Lapperne. Som det jo er erkjendt, at lappisk Ibmel (f. Jumala) oprindeligen betegner de finske Folks Nationalgud, og ikke havde Betydningen af Gud i Almindelighed, saa er det ikke usandsynligt, at denne deres Gud netop er den samme, der senere betegnedes med hine laante Navne.
Som en anden af Lappernes hedenske Guder nævnes Raðien, men dette er i Grunden ikke andet, end netop de Kristnes Gud. Ti der kan ikke vel være nogen Tvil om, at jo dette Raðien er det lappiske raððijægje med det Tilføiende af den bestemte Artikel, som det maatte faa, maar Ordet skulde anvendes i norsk Tale eller Sætningsforbindelse; og raððijægje ɔ: Herskeren svarer jo netop aldeles til vort Herre, der med tilføjet bestemt Artikel i Enden ofte bruges til at betegne den eneste sande Gud, der raader over alt, eller til at betegne Kristus, hvilket Ord man endogsaa af vore kristne Forfædre finder brugt i Formen Kristr paa en saadan Maade, at derved mentes Gud i Almindelighed, ja endog den treenige Gud. Vistnok kan det synes at staa i Strid hermed, naar der er Tale om Raðien ačče, Raðien akka og Raðien bardne som sideordnede Guder, der dele Magten med hverandre. Men Sagen er den, at her har vi netop de Kristnes Forestilling eller Lære om den treenige Gud, vel ikke i dens oprindelige Skikkelse, men saadan som den under Middelalderen i Folketroen var modificeret eller forvansket under Paavirkning af den overhaand tagende og alt beherskende Mariadyrkelse. Raðien aööe er nemlig Gud Fader, Raðien akka er Jomfru Maria og Raðien bardne er Sønnen Kristus. Ved et overfladisk og ufuldkomment Bekjendtskab med Kirkens egentlige Lære oversaa man nemlig let, at den hellige Aand,
