vættir; ligesom deres rauga, jetanas er norsk draugr, jötunn.
I nøjeste Forbindelse med et Folks religiøse Forestillinger og Overbevisninger, med dets Dyrkelse af de guddommelige Væsener, paa hvilke det troede, stod gjerne, allerede fra de ældste Tider af, en Virksomhed, der havde til Øjemed paa overnaturlig Maade at tilvende sig Kundskab om skjulte Ting, Indflydelse paa egen eller andres Velfærd, og det i sidste Tilfælde baade til det gode og til det onde. Medens enhver Handling i Livet, der ansaaes være af større Betydenhed, især med Hensyn til de Følger, den kunde have for den, som gav sig af dermed, maatte foretages under visse Bønner eller andre Formler, der skulde tjene til at bringe Held dermed, Velsignelse derover, gaves der tillige visse Personer, der var i Besiddelse af særegen Indsigt og Dygtighed[1] til ved Trolddomssang[2] (eller Besværgelse) og Trolddomsgjerning at bevirke, hvad der kunde tjene til Opfyldelsen af deres egne eller andres Ønsker. Saaledes var det med Verdens ældste Kulturfolk, hvis Prester tillige vare Besværgere eller Troldkarle; og som i Middelalderen den romerske Kirkes Prester ved at overtage og udføre en lignende Virksomhed paa en Gang søgte at tilfredsstille Folkets Krav og forøge sin egen Anseelse, saa er den Forestilling vel neppe endnu uddød blandt vor Almue, at en mere end almindelig lærd Prest ogsaa i denne Henseende maa være i
- ↑ Denne kaldtes i vort gamle Sprog froðleikr, kyngi, kyndugskapr, fjölkyndi, fjölkyngi, margkunnandi (jvf. nht. kunst Grimm d. Wörterb. V, 2677) og den, som var i Besiddelse deraf, sagdes at være kyndugr, fjölkyndr, fjölkunnigr, margkunnigr.
- ↑ Saadan kaldtes hos os galdr (seiðlæti), paa Latin carmen (hvoraf fr. charme, eng. charm) incantatio, incantamentum (hvoraf ital. og spansk incantamento, fr. enchantement).
