netop hos dem skulde være at finde. Som man endnu kan faa høre Landstrygere (Fanter, Tatere), naar de ogsaa som troldkyndige ville gjøre sig frygtede af Almuen og faa leve paa dens Bekostning, foregive, at de ere fra Finmarken, for saaledes at vække høje Forestillinger om deres Dygtighed i Trolddomskunst[1], saa ser man ogsaa af de gamle historiske Skrifter ligesom af vore gamle Love, ikke allene at man rejste til Finnerne eller Finmarken for ved der modtagen Undervisning at opnaa større Dygtighed deri, end man hjemme kunde tilegne sig, men ogsaa, at man hos dem og ved deres Trolddom skaffede sig en Hjælp eller Oplysning, som det syntes magtpaaliggende at faa. For at lære Trolddom, fortælles der, var Gunhild, sendt af sin Fader Özzur Tote, kommen til Finnerne, da Erik Blodøxe paa sin Rejse til Finmarken der fandt hende, og derfra tog hende med sig for senere at tage hende til Ægte[2]. Til Finner henvendte Ingemund den gamle sig, for ved deres Hjælp at faa tilbage det Billede af Guden Frey, som han havde mistet[3]. Olaf Tryggvason søger strax efter sin Ankomst til Norge Oplysning hos en Finn om Fremtidens Hændelser[4]. Finnerne gjøre Tore Hund 12 Renpelse, som ved Hjælp af Trolddom havde faaet den Egenskab, at intet Vaaben kunde bide paa dem[5]. Hvor almindeligt det var at henvende sig til Finnerne i deslige Anliggender, og hvor længe man virkelig vedblev dermed, sees dog bedst af de Forbud mod at
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/201
Denne siden er ikke korrekturlest
