dom og deres Gand, som vi har i det af P. A. Munch udgivne Chronicon Norvegiæ, hvorfor det neppe kan ansees for fuldt overenstemmende med de virkelige Forholde, men heller maa antages at grunde sig paa en Misforstaaelse. I Chronicon Norvegiæ Side 4 fg. er nemlig gandus eller gandius en uren Aand, hvoraf de betjene sig for ved Hjælp af den at udforske og forudsige, hvad der i Fremtiden vil ske, fra fjerne Egne tilvejebringe hvad de ønske, og paa vidunderlig Maade i lang Afstand føre skjulte Skatte frem for Lyset; ligesom saadanne Aander efter Beskrivelsen ride afsted paa Hvaler eller Rener, paa Skid eller til Skibs, over høje Fjelde og gjennem dybe Vande, ogsaa i den Hensigt at berøve en Fiende Livet eller for at besejre en fiendtlig Aand eller gandus, og saaledes gjengive det Menneske Livet, som denne havde dræbt. Ved Siden heraf sees af den i det hele taget temmelig uklare Fremstilling af Sagen, at man ogsaa forestillede sig denne saaledes, som at den onde Aand selv kunde iføre sig Skikkelse af en Hval eller af en spids Pæl, Stage (lat. sudes), og at ved Sammenstød imellem tvende saadanne Aander den ene i sidstnævnte Skikkelse kunde gjennembore den anden, der havde Hvaleham. Men ved denne urene Aand kan, som det ser ud til, ikke forstaaes andet end et Menneskes, især en Troldkarls Aand, der i Ekstase forlader Legemet for at gjøre en Fart som den beskrevne, og hvad der paa saadan Fart vederfares den udfarne Aand, rammer da paa en kjendelig Maade tillige hans deraf forladte Legeme[1].
- ↑ Paa saadan Maade maa det vel forstaaes, naar efter Sigv. Kildals Fortælling i Skand. Lit. S. Skr. 1807 3die Aarg. 2det B. S. 454 fg. Lapperne udvælge hver sin Ren til at stride mod hinanden – hvilken Strid sker saa at sige i Aanden – og den Lap, hvis Ren eller Passevara (jvf. Jessen l. c. S. 25) overvindes, da bliver saa syg, at Jami – Gadzerne i Dødningernes Land afhente Sjælen, hvis ikke dette ved Offringer til dem vorder forebygget. Jvf. Keilhaus Reise i Finmarken S. 218.
