Hermed har det sig vel saa, at man i gamle Dage,
ligesom endnu i vore, har forestillet sig, at Sagen kunde gaa
til paa begge Maader. I det ene Tilfælde iførte Troldkarlen
eller Troldkvinden sig en fra den menneskelige forskjellig
Skikkelse, og blev da hamhleypa i egentlig Forstand; i det
andet Tilfælde gik Farten for sig uden saadan Iførelse af en
fremmed Skikkelse, men paa den Maade, at et Dyr, et Menneske,
eller endog en livløs Ting toges til at ride paa. Saadan
Riden kaldtes da gandreið, ligesom det derpaa ridende
Væsen kaldtes tröllriða, kveldriða, myrkriða, tunriða,
som og: hamhleypa[1], ligesom i første Tilfælde. Men det
var dog ikke allene Troldmænd eller Troldkvinder, i den
Betydning, hvori Ordet før er brugt, som man tænkte sig
ude paa saaden Fart, saaledes som der i Eyrbyggja s. c. 16
fortælles om Geirrið. Paa lignende Maade færdedes ogsaa
Valkyrierne tildels i Odins Følge, men dels ogsaa uden hans
Anførsel, og endog enkeltvis; og naar der er Tale om, at Udøveren
af Trolddom fik andre Aander til at udføre sit Ærinde,
da har derved vistnok netop været tænkt paa disse, eller
paa afdøde Menneskers Sjæle. En Antydning heraf synes
ogsaa ligge i Völuspá 29 fg., hvor Völven ser ikke allene
spáganda, men ogsaa Valkyrier, hvad enten disse to Ord
skulle forstaaes som Betegnelser af to forskjellige Slags Væsener,
eller heller ved en Parallelisme i Udtrykket ere satte
til at betegne et og det samme. Om en Fremmanen af døde
Aander til Udførelse af sit Ærinde er det vel ogsaa at forstaa,
naar der er Tale om at sitja úti ok vekja tröll
- ↑ Saa kunde man ogsaa efter Vestgöt. l. 1 Retl. 5, Vestgöt. l. 2 Retl. 9 sige om den Kvinde, som man beskyldte for at ride a quiggrindu lösharäþ (og lösgiurþ), altsaa i sin menneskelige Skikkelse, at hun var i trolls ham.
